En ledsagevikar søges til en 34-årig mand i Hedehusene. Stillingen har opstart snarest muligt, og det er et krav, at den rette kandidat er ikke-ryger.
Ledsagerrollen løber fra nu og cirka tre måneder frem. Borgeren har 15 timer per måned til ledsagelse og ønsker primært ledsagelse i weekenden. På hverdage vil det være efter kl. 16, og han kan ikke tirsdage og fredage. Det vil typisk være cirka én gang per uge i 2-4 timer per gang. Da borgeren har brug for forudsigelighed, skal man kunne lave aftaler langt ud i fremtiden. Aftaler laves direkte med borgeren selv.
I kommer rundt med offentlig transport eller går. Han ønsker ledsagelse til gåture, Bakken, golf i City2, eller hvad I finder på. Han vil gerne ud og være aktiv og få nogle gode oplevelser, gerne også gode gratis oplevelser. Han kan selv fortælle, hvad han gerne vil, men kan have brug for en ledsager, der kan tage initiativ og komme med idéer til gode udflugter.
Borgeren er en glad fyr med autisme. Han er ikke helt alderssvarende, men klarer sig godt til hverdag. Han arbejder i hverdagene. Han er generelt glad for dyr og kan lide fotografering, superhelte, Harry Potter og tegneserier. Han snakker gerne med om lidt af hvert og er en meget åben person.
DUOS A/S formidler ansøgninger til stillingen.